Økonomi bremser god journalistik
“Problemet med netjournalistik er, at det ofte bliver hurtigt og let, og at vi dermed forfalder til at lave doven journalistik,” siger Politikens medieredaktør Jakob Elkjær. Han mener, at en mulig løsning vil være at udnytte metoder som faktatjek, men økonomi og presserende deadlines spænder ben.
Af Eva Krarup Nielsen
evnie11@hotmail.com
“Vi skal blive bedre til udnytte internettets muligheder,” fastslår Jakob Elkjær. Han viser til websitet politifact.com, et projekt udviklet af den amerikanske journalist Bill Adair, som tjekker i hvor høj grad politikerne overholder deres valgløfter.
“Ved at udføre et såkaldt faktatjek tvinges vi til at være gode journalister,” siger Elkjær.
Men hvorfor er denne metode ikke så udbredt indenfor dansk webjournalistik?
Elkjær fortæller at faktatjek ikke anvendes på hans egen arbejdsplads, da der ikke er mange annoncekroner at hente inden for netjournalistik. Politiken har i stedet prioriteret at være hurtigst ude med nyhederne. Elkjær erkender at man på den måde har tendens til at veje kvantitet fremfor kvalitet, fordi man som journalist på et webmedie er under stærkt tidspres. Dermed ikke sagt, at det høje tempo i nyhedsproduktion indenfor webmedier skal afskaffes, men at man samtidig bør forsøge at udvælge enkeltsager, som man kan gå i mere i dybden med.
onsdag 21. september 2011
Faseskrivning i mediesprog
En skærsommernatsdrøm på Mols
Dette er fortællingen om en sommernat, der involverer lige dele husholdningssprit, nøgenbadning og barnlig naivitet.
Af Eva Krarup Nielsen
evnie11@student.sdu.dk
Forventningens fryd sitrede i kroppen, og den ellers så solrige, danske sommerdag blev der på ingen måde sat pris på, for dagen kunne faktisk ikke gå hurtigt nok. Vi var 13 år gamle, min bedste veninde Kirstine og jeg, og vi skulle tilbringe den sidste uge af skolernes sommerferie i sommerhus på Mols sammen med hendes forældre. Vi havde udset os en vakkelvorn shelter i en nærliggende skov, og den skulle vi selvfølgelig overnatte i, som de dristige eventyrere vi indbildte os selv, at vi var.
Timerne sneglede sig afsted, og da vi endelig havde slæbt os gennem dagen, og aftensmaden under megen nervøs trippen og sommerfugle i maven, greb vi cyklen, og begav os ud på eventyr, med Kirstine ved roret, og mig på bagagebæreren. Vi havde, en smule naivt måske, sat vores lid til den danske sommer og var muligvis lidt for optimistiske angående de forventede tropetemperaturer, så vi havde ladet uldsokkerne blive hjemme, og medbragt hver vores florlette sommersovepose. Da vi ankom til shelteren, begav vi os ud i skoven, for at samle brænde til dét bål, som vi på bedste spejdermanér havde i sinde at stable på benene.
En tom flaske sprit senere, havde vi stadig intet bål, og samtidig med at mørket faldt på, og kulden begyndte at snige sig ind på os, dalede optimismen langsomt. Dét, som skulle have været en lun sommeraften med ristede skumfiduser i lejrbålets skær, var nu blevet til lidt af et antiklimaks, og vi lå forhutlede og kolde i den mørke shelter, og prøvede at lade som om vi havde the time of our life.
Det ville være et frygteligt nederlag at komme krybende hjem til sommerhuset, kun få timer efter at vi havde forladt det, så vi holdt tappert ud, og klamrede os til hinanden, i et desperat forsøg på at holde varmen. Med klaprende tænder, og vores stædige stolthed stadig intakt.
Sådan gik der et par timer, og jeg var da heller ikke svær at overtale, da Kirstine med hviskende stemme foreslog at vi skulle cykle hjem. Klokken nærmede sig 4, og vores eventyr var ved vejs ende. Det var med en følelse af nederlag, at vi begav os hjemad ad den snørklede grusvej. Men pludselig svingede Kirstine ind til venstre og fortsatte ned mod havet.
På stranden smed vi cyklen, tøjet og alle vores hæmninger, og sprang ud i det iskolde vand, mens solopgangen begyndte at anes i horisonten. Det var magisk, det var sommer, og shelterfiaskoen var lykkeligt glemt. For selvom tingene ikke gik helt efter planen, så er det en oplevelse, jeg ikke ville være foruden.
Dette er fortællingen om en sommernat, der involverer lige dele husholdningssprit, nøgenbadning og barnlig naivitet.
Af Eva Krarup Nielsen
evnie11@student.sdu.dk
Forventningens fryd sitrede i kroppen, og den ellers så solrige, danske sommerdag blev der på ingen måde sat pris på, for dagen kunne faktisk ikke gå hurtigt nok. Vi var 13 år gamle, min bedste veninde Kirstine og jeg, og vi skulle tilbringe den sidste uge af skolernes sommerferie i sommerhus på Mols sammen med hendes forældre. Vi havde udset os en vakkelvorn shelter i en nærliggende skov, og den skulle vi selvfølgelig overnatte i, som de dristige eventyrere vi indbildte os selv, at vi var.
Timerne sneglede sig afsted, og da vi endelig havde slæbt os gennem dagen, og aftensmaden under megen nervøs trippen og sommerfugle i maven, greb vi cyklen, og begav os ud på eventyr, med Kirstine ved roret, og mig på bagagebæreren. Vi havde, en smule naivt måske, sat vores lid til den danske sommer og var muligvis lidt for optimistiske angående de forventede tropetemperaturer, så vi havde ladet uldsokkerne blive hjemme, og medbragt hver vores florlette sommersovepose. Da vi ankom til shelteren, begav vi os ud i skoven, for at samle brænde til dét bål, som vi på bedste spejdermanér havde i sinde at stable på benene.
En tom flaske sprit senere, havde vi stadig intet bål, og samtidig med at mørket faldt på, og kulden begyndte at snige sig ind på os, dalede optimismen langsomt. Dét, som skulle have været en lun sommeraften med ristede skumfiduser i lejrbålets skær, var nu blevet til lidt af et antiklimaks, og vi lå forhutlede og kolde i den mørke shelter, og prøvede at lade som om vi havde the time of our life.
Det ville være et frygteligt nederlag at komme krybende hjem til sommerhuset, kun få timer efter at vi havde forladt det, så vi holdt tappert ud, og klamrede os til hinanden, i et desperat forsøg på at holde varmen. Med klaprende tænder, og vores stædige stolthed stadig intakt.
Sådan gik der et par timer, og jeg var da heller ikke svær at overtale, da Kirstine med hviskende stemme foreslog at vi skulle cykle hjem. Klokken nærmede sig 4, og vores eventyr var ved vejs ende. Det var med en følelse af nederlag, at vi begav os hjemad ad den snørklede grusvej. Men pludselig svingede Kirstine ind til venstre og fortsatte ned mod havet.
På stranden smed vi cyklen, tøjet og alle vores hæmninger, og sprang ud i det iskolde vand, mens solopgangen begyndte at anes i horisonten. Det var magisk, det var sommer, og shelterfiaskoen var lykkeligt glemt. For selvom tingene ikke gik helt efter planen, så er det en oplevelse, jeg ikke ville være foruden.
Portræt af Johan Eriksen
“Boksningen har lært mig at yde mit bedste som menneske”
Af: Eva Krarup Nielsen
evnie11@student.sdu.dk
Johan Eriksen er 20 år gammel, og født og opvokset på Nordsjælland. Han blev dog tidligt klar over, at disse omgivelser blev for snævre for hans eventyrlystne karakter, og søgte derfor nye græsmarker. på henholdsvis Stevns Gymnastik- & Idrætsefterskole og Rødding Højskole, før han endte på journaliststudiet i Odense.
Da Johan gik ud af 9. klasse, havde han, efter eget udsagn, “ingen fornemmelse om hvordan man skulle opføre sig.” Dermed påbegyndte han en slags eksistentiel udvikling, som startede på efterskolen og blev udfaset 11. juni i år, da han stoppede på højskolen.
Johan beskriver højskoleopholdet som en dannelsesrejse, hvor han mødte andre, der var klogere og mere ambitiøse end ham selv, noget han savnede på gymnasiet. Det var også på højskolen, at litteraturens verden åbnede sig for ham, som noget andet end tørt 1700-tals stof, og istedet fik lov at læse Helle Helle og anden nyere litteratur.
Johan lægger ikke bånd på sig selv, og beskriver sig selv som som en udadvendt type, der smiler til folk i bussen, og som ikke bange for at gøre noget, der er anderledes. Selvtilliden fejler heller ingenting:
“Hvis jeg synes, det er sjovt at være nøgen, så gør jeg det!” siger han med et skævt smil.
Men til trods for Johans afslappede forhold til sin krop, indrømmer han alligevel, at han “virkelig har et stort issue med piger”.
Johan startede til boksning som 12-årig, dengang han havde langt hår i hestehale. og beskriver boksningen som det bedste, der er sket for ham. Hans dansk/kroatiske boksetræner Zdenko Santini, blev nærmest som en storebror for ham og Johan beskriver Santini som én af hans store inspirationskilder. De to fik hurtigt opbygget et meget nært forhold, som en naturlig konsekvens af “at de var meget i bad og sauna sammen”. Boksetræneren lærte Johan at være åben og venlig mod alle, og gav ham nogle grundlæggende sociale redskaber, som han har taget med sig videre i livet.
Johan beretter entusiastisk og med store armbevægelser om hans boksekarriere, og det skinner tydeligt igennem, at det virkelig er noget, han brænder for. Der skal helst ikke gå mere end én uge uden træning, for så bliver han rastløs. I 3.g blev han boksetræner, og lærer hvordan man motiverer folk og får dem til at yde sit bedste.
“Hold kæft, det har givet mig meget,” udbryder han eftertænksomt.
Af: Eva Krarup Nielsen
evnie11@student.sdu.dk
Johan Eriksen er 20 år gammel, og født og opvokset på Nordsjælland. Han blev dog tidligt klar over, at disse omgivelser blev for snævre for hans eventyrlystne karakter, og søgte derfor nye græsmarker. på henholdsvis Stevns Gymnastik- & Idrætsefterskole og Rødding Højskole, før han endte på journaliststudiet i Odense.
Da Johan gik ud af 9. klasse, havde han, efter eget udsagn, “ingen fornemmelse om hvordan man skulle opføre sig.” Dermed påbegyndte han en slags eksistentiel udvikling, som startede på efterskolen og blev udfaset 11. juni i år, da han stoppede på højskolen.
Johan beskriver højskoleopholdet som en dannelsesrejse, hvor han mødte andre, der var klogere og mere ambitiøse end ham selv, noget han savnede på gymnasiet. Det var også på højskolen, at litteraturens verden åbnede sig for ham, som noget andet end tørt 1700-tals stof, og istedet fik lov at læse Helle Helle og anden nyere litteratur.
Johan lægger ikke bånd på sig selv, og beskriver sig selv som som en udadvendt type, der smiler til folk i bussen, og som ikke bange for at gøre noget, der er anderledes. Selvtilliden fejler heller ingenting:
“Hvis jeg synes, det er sjovt at være nøgen, så gør jeg det!” siger han med et skævt smil.
Men til trods for Johans afslappede forhold til sin krop, indrømmer han alligevel, at han “virkelig har et stort issue med piger”.
Johan startede til boksning som 12-årig, dengang han havde langt hår i hestehale. og beskriver boksningen som det bedste, der er sket for ham. Hans dansk/kroatiske boksetræner Zdenko Santini, blev nærmest som en storebror for ham og Johan beskriver Santini som én af hans store inspirationskilder. De to fik hurtigt opbygget et meget nært forhold, som en naturlig konsekvens af “at de var meget i bad og sauna sammen”. Boksetræneren lærte Johan at være åben og venlig mod alle, og gav ham nogle grundlæggende sociale redskaber, som han har taget med sig videre i livet.
Johan beretter entusiastisk og med store armbevægelser om hans boksekarriere, og det skinner tydeligt igennem, at det virkelig er noget, han brænder for. Der skal helst ikke gå mere end én uge uden træning, for så bliver han rastløs. I 3.g blev han boksetræner, og lærer hvordan man motiverer folk og får dem til at yde sit bedste.
“Hold kæft, det har givet mig meget,” udbryder han eftertænksomt.
Halvfærdig undreopgave
Politikere som underholdningsmoment
Markedet indenfor for reality-tv er eksploderet indenfor de seneste år, og det er idag ikke særlig svært, at opnå kendisstatus, uden at have nogle specifikke evner. Men nu er det ikke blot den almindelige gennemsnitsdansker, der higer efter berømmelse, politikerne har også øjnet nye muligheder indenfor denne form for selveksponering, som en måde at gøre sig mere synlige for vælgerne.
Af: Eva K. Nielsen
evnie11@hotmail.com
Pia Kjærsgaard deltog i 2010 i “Fangerne på Fortet” på TV3, Villy Søvndal inviterede indenfor i “4-stjerners Middag”, og Venstres ordfører Kristian Jensen fik ligeledes oceaner af medieomtale, da han svingede træbenet i underholdningsporgrammet “Vild med Dans”.
Men hvordan skal man som vælger forholde sig til sine folkevalgte repræsentanter, når disse deltager i diverse quiz- og underholdningsprogrammer som har et minimum af substans? Hvilken betydning har det for demokratiet, hvis politikerne bliver valgt på baggrund af deres underholdningsfaktor istedet for deres politiske dagsorden? Og hvilke konsekvenser har deltagelsen i disse programmer for politikernes troværdighed?
Julie Rostrup, 21 år og studerende udtaler:
»Jeg ser ikke den slags programmer, men jeg synes generelt, at det er utroværdigt. Der går for meget hat og briller i den. Da jeg så, at Pia K. skulle være med i ‘Fangerne på fortet’, syntes jeg, det var et skidt forsøg på at bruge medierne til at kapre unge stemmer.«
Markedet indenfor for reality-tv er eksploderet indenfor de seneste år, og det er idag ikke særlig svært, at opnå kendisstatus, uden at have nogle specifikke evner. Men nu er det ikke blot den almindelige gennemsnitsdansker, der higer efter berømmelse, politikerne har også øjnet nye muligheder indenfor denne form for selveksponering, som en måde at gøre sig mere synlige for vælgerne.
Af: Eva K. Nielsen
evnie11@hotmail.com
Pia Kjærsgaard deltog i 2010 i “Fangerne på Fortet” på TV3, Villy Søvndal inviterede indenfor i “4-stjerners Middag”, og Venstres ordfører Kristian Jensen fik ligeledes oceaner af medieomtale, da han svingede træbenet i underholdningsporgrammet “Vild med Dans”.
Men hvordan skal man som vælger forholde sig til sine folkevalgte repræsentanter, når disse deltager i diverse quiz- og underholdningsprogrammer som har et minimum af substans? Hvilken betydning har det for demokratiet, hvis politikerne bliver valgt på baggrund af deres underholdningsfaktor istedet for deres politiske dagsorden? Og hvilke konsekvenser har deltagelsen i disse programmer for politikernes troværdighed?
Julie Rostrup, 21 år og studerende udtaler:
»Jeg ser ikke den slags programmer, men jeg synes generelt, at det er utroværdigt. Der går for meget hat og briller i den. Da jeg så, at Pia K. skulle være med i ‘Fangerne på fortet’, syntes jeg, det var et skidt forsøg på at bruge medierne til at kapre unge stemmer.«
Disclaimer: Jeg prøvede desperat at få fat i en medieekspert indenfor politik/populærkultur til udtalelse, men jeg fik ikke rigtig svar på hverken mails eller telefonopkald, så næste gang må jeg lige tage lidt hårdere fat rent researchmæssigt, for denne her artikel er godt nok semi-dårlig og halvfærdig.
Reportage fra Kulturnatten / min store journalistiske debut!
Subkultur i Kulturnatten
Af Eva K. Nielsen
Af Eva K. Nielsen
Mørket er faldet på, og Kulturnatten er i færd med at udfolde sig i Odense Centrum. Men når man bevæger sig lidt væk fra bymidten, dybt inde i en skummel baggård i Ørstedsgade, er der rig mulighed for at opdage helt andre sider af Kulturnatten, som man slet ikke troede fandtes. Her ligger SMilFyn, som er en forening for sadomasochister og som har haft til huse her siden 1991. Her mødes medlemmerne hver fredag (og lejlighedsvise lørdage), hvor de socialiserer, eksperimenterer og leger med ligesindede som har samme seksuelle lægning som dem selv. I anledning af Kulturnatten har SMil inviteret indenfor til åbent hus, og det er en invitation som har vakt mange nysgerrige odenseaneres opmærksomhed.
Den intime stemning bliver slået an allerede i trappeopgangen, hvor dyblilla bloklys udgør den sparsomme belysning. Når man træder ind i lokalet befinder man sig pludselig i en dunkel hule, med sortmalede vægge og tunge, røde velourgardiner for vinduerne. I de sorte lædersofaer sidder folk i små grupper og snakker dæmpet sammen, og stemningen er afslappet. Man mærker tydeligt at dette er et sted, hvor man sænker skuldrene og lægger alle hæmninger og spor af generthed fra sig ude i garderoben sammen med overtøjet.
Der er mange forskellige typer samlet i lokalet, det er i sandhed en broget forsamling. Der er alt fra godmodige familiefædre og speedsnakkende teenagere til grå mus med leverpostejsfarvet hår i lykkelig forening. Men fordomme og stereotyper er noget de fleste af SM-klubbens medlemmer har fået at føle, og disse smerter endnu mere end slaget fra den sorte læderpisk. ”Vi har alle sammen fordomme om det som er ukendt,” siger Camilla (18), der har været medlem i 2 måneder. Hun mener at oplysning er måden man får folk til at udvide sin horisont. ”Der er en mangel på forståelse fra den ældre generation på grund af mangel på information, de tror på stereotyper om at vi er sygelige mennesker, som skader sig selv,” siger hun uddybende.
Men hvad gør SMil selv for at oplyse folk om foreningens egentlige substans? Lars (48), der har været aktivt medlem i 14 år og som er gift med Gitte, formanden for SMilFyn, fortæller: ”Vi laver ikke så meget promovering for os selv, man deler jo ikke sin seksualitet med sin familie og vennerne nede på værtshuset”. Så dilemmaet ligger tilsyneladende i ønsket om at informere om SM som et socialt netværk kontra ønsket om at være anonym.
Lars mener dog, i modsætning til Camilla, at SM er blevet et mindre tabubelagt emne: ”SM har ikke været ligeså accepteret historisk som det er i dag. Den yngre generation er mere åben, og følger alle de nye trends. Mange tror at SM er noget med kødkroge og nihalede piske, med ved at holde åbne fester og åbent hus som i aften som alle kan møde op til, når vi også ud til en større målgruppe og får forhåbentlig afkræftet nogen af de fordomme som folk har.”
I sofaen overfor sidder en ung mand klædt i latexbukser og en stramtsiddende t-shirt. På skødet har han en barmfager korsetklædt pige, som fnisende beder ham om ikke at holde for hårdt rundt om livet på hende, ”for jeg skal altså virkelig tisse.” De beskriver SM-klubben som et socialt værested, hvor man kan være sig selv, og understreger at SM ikke nødvendigvis handler om sex, men mere om tætte relationer og gensidig respekt. ”Vi er næsten som en familie,” siger den latexklædte, men bliver hurtigt afbrudt af pigen, som udbryder: ”Ej, det bliver altså lidt nasty, når vi leger”. Hos SMil er der mindst ligeså stor fokus på det sociale såvel som det seksuelle aspekt. Ordet ’sex’ bliver også meget sjældent taget i brug, alle medlemmerne bruger udtrykket ’at lege’, om deres seksuelle udfoldelser. Lars forklarer: ” Vi er jo en demokratisk forening, næsten som en bordtennisklub.”
Der er dog ikke meget bordtennisklub over de kraftige metalkæder, der hænger ned fra loftet, og den gynækologstol som troner midt i lokalet. I de tilstødende lokaler finder man ydermere alt hvad et SM-hjerte kan begære af pighalsbånd, gag balls, lænker samt et bredt udvalg af læderpiske og håndjern. Alt dette udstyr kan umiddelbart virke skræmmende, men det bliver understreget at alle aktiviteter foregår med nødvendige sikkerhedsforanstaltninger og under ordnede forhold. Der bliver serveret alkohol på stedet, men foreningens vejleder påpeger at ”alkohol og SM har aldrig været en god kombination, kildevand og kaffe er bestsellers. For det duer sgu ikke at man kommer ind stangbacardi og siger: ’nu skal vi lege med knive’”.
Henne i lædersofaerne har den korsetklædte teenagepige fået selskab af flere medlemmer, og humøret er højt. Samtalen er af ligeså sober kaliber som på enhver anden odenseansk fortovscafé, men man sanser alligevel den forventningsfulde spænding i luften. Alle dem som støder til hen ad aftenen, håndhilser høfligt på samtlige i lokalet, for sådan er etiketten. Her er både nybegyndere og erfarne fetichister, som udveksler erfaringer i stearinlysets skær. Som ét af de mere rutinerede medlemmer siger grinende til én af de besøgende: ”Hvis du aldrig er blevet slået før, tager vi jo ikke den tungeste pisk”.
evnie11@sdu.dk
Kildernes navne er ændret i henhold til disses ønske om anonymitet. Deres rigtige navne er redaktionen bekendt.
Abonner på:
Innlegg (Atom)