Faseskrivning i mediesprog

En skærsommernatsdrøm på Mols

Dette er fortællingen om en sommernat, der involverer lige dele husholdningssprit, nøgenbadning og barnlig naivitet.

Af Eva Krarup Nielsen
evnie11@student.sdu.dk

Forventningens fryd sitrede i kroppen, og den ellers så solrige, danske sommerdag blev der på ingen måde sat pris på, for dagen kunne faktisk ikke gå hurtigt nok. Vi var 13 år gamle, min bedste veninde Kirstine og jeg, og vi skulle tilbringe den sidste uge af skolernes sommerferie i sommerhus på Mols sammen med hendes forældre. Vi havde udset os en vakkelvorn shelter i en nærliggende skov, og den skulle vi selvfølgelig overnatte i, som de dristige eventyrere vi indbildte os selv, at vi var.

Timerne sneglede sig afsted, og da vi endelig havde slæbt os gennem dagen, og aftensmaden under megen nervøs trippen og sommerfugle i maven, greb vi cyklen, og begav os ud på eventyr, med Kirstine ved roret, og mig på bagagebæreren. Vi havde, en smule naivt måske, sat vores lid til den danske sommer og var muligvis lidt for optimistiske angående de forventede tropetemperaturer, så vi havde ladet uldsokkerne blive hjemme, og medbragt hver vores florlette sommersovepose. Da vi ankom til shelteren, begav vi os ud i skoven, for at samle brænde til dét bål, som vi på bedste spejdermanér havde i sinde at stable på benene.

En tom flaske sprit senere, havde vi stadig intet bål, og samtidig med at mørket faldt på, og kulden begyndte at snige sig ind på os, dalede optimismen langsomt. Dét, som skulle have været en lun sommeraften med ristede skumfiduser i lejrbålets skær, var nu blevet til lidt af et antiklimaks, og vi lå forhutlede og kolde i den mørke shelter, og prøvede at lade som om vi havde the time of our life.

Det ville være et frygteligt nederlag at komme krybende hjem til sommerhuset, kun få timer efter at vi havde forladt det, så vi holdt tappert ud, og klamrede os til hinanden, i et desperat forsøg på at holde varmen. Med klaprende tænder, og vores stædige stolthed stadig intakt.

Sådan gik der et par timer, og jeg var da heller ikke svær at overtale, da Kirstine med hviskende stemme foreslog at vi skulle cykle hjem. Klokken nærmede sig 4, og vores eventyr var ved vejs ende. Det var med en følelse af nederlag, at vi begav os hjemad ad den snørklede grusvej. Men pludselig svingede Kirstine ind til venstre og fortsatte ned mod havet.

På stranden smed vi cyklen, tøjet og alle vores hæmninger, og sprang ud i det iskolde vand, mens solopgangen begyndte at anes i horisonten. Det var magisk, det var sommer, og shelterfiaskoen var lykkeligt glemt. For selvom tingene ikke gik helt efter planen, så er det en oplevelse, jeg ikke ville være foruden.