Reportage fra Kulturnatten / min store journalistiske debut!

Subkultur i Kulturnatten
Af Eva K. Nielsen

Mørket er faldet på, og Kulturnatten er i færd med at udfolde sig i Odense Centrum. Men når man bevæger sig lidt væk fra bymidten, dybt inde i en skummel baggård i Ørstedsgade, er der rig mulighed for at opdage helt andre sider af Kulturnatten, som man slet ikke troede fandtes. Her ligger SMilFyn, som er en forening for sadomasochister og som har haft til huse her siden 1991. Her mødes medlemmerne hver fredag (og lejlighedsvise lørdage), hvor de socialiserer, eksperimenterer og leger med ligesindede som har samme seksuelle lægning som dem selv. I anledning af Kulturnatten har SMil inviteret indenfor til åbent hus, og det er en invitation som har vakt mange nysgerrige odenseaneres opmærksomhed.

Den intime stemning bliver slået an allerede i trappeopgangen, hvor dyblilla bloklys udgør den sparsomme belysning. Når man træder ind i lokalet befinder man sig pludselig i en dunkel hule, med sortmalede vægge og tunge, røde velourgardiner for vinduerne. I de sorte lædersofaer sidder folk i små grupper og snakker dæmpet sammen, og stemningen er afslappet. Man mærker tydeligt at dette er et sted, hvor man sænker skuldrene og lægger alle hæmninger og spor af generthed fra sig ude i garderoben sammen med overtøjet.

Der er mange forskellige typer samlet i lokalet, det er i sandhed en broget forsamling. Der er alt fra godmodige familiefædre og speedsnakkende teenagere til grå mus med leverpostejsfarvet hår i lykkelig forening. Men fordomme og stereotyper er noget de fleste af SM-klubbens medlemmer har fået at føle, og disse smerter endnu mere end slaget fra den sorte læderpisk. ”Vi har alle sammen fordomme om det som er ukendt,” siger Camilla (18), der har været medlem i 2 måneder. Hun mener at oplysning er måden man får folk til at udvide sin horisont. ”Der er en mangel på forståelse fra den ældre generation på grund af mangel på information, de tror på stereotyper om at vi er sygelige mennesker, som skader sig selv,” siger hun uddybende.
Men hvad gør SMil selv for at oplyse folk om foreningens egentlige substans? Lars (48), der har været aktivt medlem i 14 år og som er gift med Gitte, formanden for SMilFyn, fortæller: ”Vi laver ikke så meget promovering for os selv, man deler jo ikke sin seksualitet med sin familie og vennerne nede på værtshuset”. Så dilemmaet ligger tilsyneladende i ønsket om at informere om SM som et socialt netværk kontra ønsket om at være anonym.

Lars mener dog, i modsætning til Camilla, at SM er blevet et mindre tabubelagt emne: ”SM har ikke været ligeså accepteret historisk som det er i dag. Den yngre generation er mere åben, og følger alle de nye trends. Mange tror at SM er noget med kødkroge og nihalede piske, med ved at holde åbne fester og åbent hus som i aften som alle kan møde op til, når vi også ud til en større målgruppe og får forhåbentlig afkræftet nogen af de fordomme som folk har.”
I sofaen overfor sidder en ung mand klædt i latexbukser og en stramtsiddende t-shirt. På skødet har han en barmfager korsetklædt pige, som fnisende beder ham om ikke at holde for hårdt rundt om livet på hende, ”for jeg skal altså virkelig tisse.” De beskriver SM-klubben som et socialt værested, hvor man kan være sig selv, og understreger at SM ikke nødvendigvis handler om sex, men mere om tætte relationer og gensidig respekt. ”Vi er næsten som en familie,” siger den latexklædte, men bliver hurtigt afbrudt af pigen, som udbryder: ”Ej, det bliver altså lidt nasty, når vi leger”. Hos SMil er der mindst ligeså stor fokus på det sociale såvel som det seksuelle aspekt. Ordet ’sex’ bliver også meget sjældent taget i brug, alle medlemmerne bruger udtrykket ’at lege’, om deres seksuelle udfoldelser. Lars forklarer: ” Vi er jo en demokratisk forening, næsten som en bordtennisklub.”

Der er dog ikke meget bordtennisklub over de kraftige metalkæder, der hænger ned fra loftet, og den gynækologstol som troner midt i lokalet. I de tilstødende lokaler finder man ydermere alt hvad et SM-hjerte kan begære af pighalsbånd, gag balls, lænker samt et bredt udvalg af læderpiske og håndjern. Alt dette udstyr kan umiddelbart virke skræmmende, men det bliver understreget at alle aktiviteter foregår med nødvendige sikkerhedsforanstaltninger og under ordnede forhold. Der bliver serveret alkohol på stedet, men foreningens vejleder påpeger at ”alkohol og SM har aldrig været en god kombination, kildevand og kaffe er bestsellers. For det duer sgu ikke at man kommer ind stangbacardi og siger: ’nu skal vi lege med knive’”.

Henne i lædersofaerne har den korsetklædte teenagepige fået selskab af flere medlemmer, og humøret er højt. Samtalen er af ligeså sober kaliber som på enhver anden odenseansk fortovscafé, men man sanser alligevel den forventningsfulde spænding i luften. Alle dem som støder til hen ad aftenen, håndhilser høfligt på samtlige i lokalet, for sådan er etiketten. Her er både nybegyndere og erfarne fetichister, som udveksler erfaringer i stearinlysets skær. Som ét af de mere rutinerede medlemmer siger grinende til én af de besøgende: ”Hvis du aldrig er blevet slået før, tager vi jo ikke den tungeste pisk”.

evnie11@sdu.dk

Kildernes navne er ændret i henhold til disses ønske om anonymitet. Deres rigtige navne er redaktionen bekendt.